mandag den 17. november 2008

Julen kom tidligt i år!


Jeps... det gjorde den altså - med lidt tilskud fra Svigermor og Svigerfar blev der indført køkkenmaskine i husholdningen - der gik kun ganske få timer før den var igang. Der blev sat alle sejl ind på en omgang hjemmelavet medisterpølse... Det er faktisk rigtig nemt at lave (har gjort den en trillion gange som barn) - og det smager jo SÅ meget bedre end den fra supermarkedet eller slagteren!

Familiens opskrift på medisterpølse er bare nem og hurtig - så bare kom igang - de af jer som har en kødhakker med pølsehorn til!

Medisterpølse
1kg svine nakkefilet
4 mellem str. løg
2 æg
2 spsk mel
Mælk (efter behov - farsen skal mere løs end frikadellefars)
Salt
1tsk 'De 4 krydderier' (se nedenfor for sammensætning)
ca. 3 m tarm til medister (check supermarked eller slagter)

Kør svinekød og løg igennem kødhakkeren 2 gange - tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det hele rigtig godt sammen. Kom tarmen på pølsehornet og bind først knude når den første fars er kommet ud i tarmen (ellers får du luftbobler). Der bliver 2 pænt store medisterpølser ud af en sådan portion - men hvis du som os er pjattet med medister så kan det være en god idé at lave almindelige pølser ud af dem (altså ca. 15cm pr. stk) - så er det nemmere at håndtere til hverdag - man kan jo lige snuppe dem ud af fryseren en ad gangen... de er også nemmere at stege når de er mindre.

Medister skal koges først i ca. 10 minutter og derefter steges i smør på panden ved lav varme i lang tid. (HUSK! - at prikke hul på evt. luftlommer eller væskelommer så det ikke får det hele til at sprænge).

De 4 Krydderier

Denne krydderi blanding er ikke sådan lige at få fat på mere, men den er heldigvis nemt lavet selv.

5 tsk peber
2 tsk muskatnød
1 tsk ingefær
1 tsk nelliker

Stød det hele sammen i en morter... krydderiblandingen er god til både medisterpølse og leverpostej (og sikkert også en masse andet).

Glædelig Julemad!

Brød Brød og mere Brød

Jeg var så heldig at løbe på nogle billige hævekurve i den kinesiske butik i KBH - det var faktisk min mor der spottede dem (ca. halv pris af hvad de normalt koster) - det skulle selvfølgeligt straks afprøves da vi kom hjem til Aalborg.

Nedenfor ses resultatet - det er selvfølgeligt lavet med økologisk gær, og stenformalet mel (her emmer og almindelig hvede) - det er langtidshævet og bagt først ved 250grader i 15 min så 200grader i 20-25min. Det får sådan et flot mønster af at have været i hævekurv.
Da vi jo er så heldige at have fået en rigtig ovn - så bliver der bagt hele tiden herhjemme... det gavner både humør, smagsløg og fordøjelse... men altså kun hvis man bruger det rigtige mel - det skal være stenformalet - så er der alle de gode sager i som der er i korn med i melet. Jeg bruger meget mel fra Aurion - det fås rigtigt mange steder (helsekost butikker) og smager helt fantastisk.

Nedenfor er nogle boller jeg også har bagt for nyligt - de er lavet på Aurions sigtemel og Ølandshvedemel.
Mit næste projekt er rugbrød med hjemmelavet surdej - jeg vender tilbage med hvordan det udvikler sig... surdejen er i hvert fald startet og står og hygger sig på køkkenbordet! :)

Lady og Vagabonden


Her er en klassiker som vi slet ikke er dygtige nok til at lave herhjemme... (og ja, jeg er klar over at det er rød mad igen!)


Spaghetti N' Meatballs

Meatballs
500g hakket oksekød
1 håndfuld friskrevet parmesan
1tsk basilikum
1tsk oregano
½tsk friskkværnet peber
½tsk groft salt (ca. - gå efter din egen smag - jeg 'undersalter' generelt efter manges mening)
1 æg
1 fed revet hvidløg

Kom salt, peber, basilikum, oregano i en morter og stød det til et pulver - bland det med æg og tilsæt parmesan, hakket oksekød og hvidløg - konsistensen skal være ca. som til frikadeller - så hvis den er for tør kan du tilsætte lidt vand.
Bring letsaltet vand i kog i en mellem stor gryde (der skal være plads til alle kødbollerne) - form kødbollerne med en ske og kom dem i det kogende vand som du laver dem - de skal koge ca. 10-15 minutter fra den første kommer i... (så ikke noget med at være for grundig med at forme dem, så passer det ikke). Når du skal bruge kødbollerne kommer du dem på panden med lidt olie og steger dem til de har fået lidt stegeskorpe på alle sider.



Tomatsovs
1 dåse flåede tomater (eller tilsvarende friske)
2 gulerødder skåret i tern
1 stort løg hakket groft
2 fed hvidløg revet (mindst!)
2 tsk basilikum
2 tsk Oregano
1 grøntsagsbouillon terning (nu kan man også få dem økologisk!)
Salt og Peber

Svits gulerødder og løg med krydderierne (ikke hvidløg) - tilsæt tomater og en dåsefuld vand - så bouillon og hvidløg - lad det koge sammen i en god ½time inden du smager til med salt og peber.

Server spaghetti med et par kødboller på (afhængigt af størrelse) og kom til sidst tomatsovsen på og lidt parmesan eller hvad man ellers godt kan li' på sin pasta.

Buon Appetito!

tirsdag den 14. oktober 2008

Easy Peasy Karry

Her er en nem lille karry sovs som kan bruges til alt muligt forskelligt... kylling, kødboller... whatever!På billedet er den lavet med kylling og serveret på ris med ananas og peanuts - Mums!

Easy Peasy Karry

2 små æbler skrællet og skåret i tern
1 stort løg finthakket
½tsk sorte sennepsfrø
1/4 tsk bukkehornsfrø
2 tsk gurkemeje
½ tsk stærk chili
½ tsk paprika
½ tsk røget paprika
1/4 tsk stødt koriander
1/4 tsk stødt spidskommen
1L bouillon (vælg en der passer til det du skal have i sovsen)

Sautér æbler og løg sammen med krydderierne indtil løgene er blevet bløde - tilsæt din bouillon og kog det hele godt igennem - jævn efter behov og smag til med salt og peber. Det er da nemt!

Suppe med hvide ingredienser!

Prøv denne helt vildt nemme suppe - den er rigtig lækker.

Hvid Suppe (4 personer)

1 blomkålshovede
6 store kartofler
1 stort løg
6 hvide gulerødder
4 fed hvidløg
1/4 L kaffefløde
1½L Grøntsagsbouillon

Sautér grøntsagerne (ex. hvidløg) i olie i en gryde - lad dem kun tage en lille bitte smule farve. Tilsæt bouillon og hvidløg. Kog til grøntsagerne er møre. Blend med en stavblender og tilsæt kaffefløde og smag til med salt og peber.

Servér med lidt ristede champignoner og evt. lidt ristede pølsestykker eller bacon.

fredag den 10. oktober 2008

Duer i flødesovs - sjov mad?!

Da jeg var barn, så skete det i ny og næ at min Farmor (hende som plantede min glæde for mad) lavede duer i flødesovs... hendes rengøringsdame Fru Rasmussen havde duer hjemme (det var vist hendes søn), og han tog due-ungerne fra reden inden de havde fløjet første gang. Det lyder måske lidt fælt, men det er absolut afgørende for om duerne er møre eller seje som læder!

Som børn var vi i børnebørns-flokken altid ellevilde når vi skulle have duer - duer var nemlig ikke alene rigtig lækker mad, det var også finger-mad (fjerkræ)! Vi fik generelt et viskestykke som 'hagesmæk' og en skylleskål ved siden af vores tallerken (til at skylle fingre når der bare var for meget sovs på fingrene til at fortsætte). Vi kastede os altid over de duer (det gjorde hele familien sikkert, men vi var vist nok mere koncentrerede om os selv og vores egen tallerken) - der gik sjældent mere en 5 minutter førend vi havde sovs op til begge ører og albuer.

Tænk lige over det! - Det må altså også gerne være rart/sjovt at spise den mad man skal have - og fingermad er altså noget af det sjoveste. Er man så heldig at man kan få fat i duer - så synes jeg man skal prøve det - måske jeg laver en appendix til denne post hvis jeg får lokket en opskrift ud af min Farmor. MEN - Duer er jo ikke den eneste måde at få fingermad på, overvej det til fest med venner eller familie, det er både hyggeligt og sjovt!

Salsa - Ej blot til dans!

Salsa er noget af det nemmeste at lave selv - Denne opskrift kan snildt bruges som basis som man så selv kan digte videre på. Salsa er ikke bare til dip eller mexi-mad, men er helt vildt lækkert på et stykke ristet brød til en suppe eller bare som en snack. Salsa er også godt at bruge som et krydderi - til at komme i dressing eller at komme ved kød når man steger det til sandwich/burritos el. lign..
Salsa
1 dåse hakkede tomater
1 løg finthakket
1 rød chili finthakket
2 fed hvidløg, revet
½ tsk salt

Bland det hele sammen og kog det op - det skal kun lige op at koge i 1 min, så kan det hældes på rene glas og kan faktisk holde sig op til en måned i køleskab...

Guacamole - Grønt er godt for maven!

Guacamole er godt for så meget... på et stykke ristet brød, i sandwich, til quesodillas, til burritos, til dip - bliv bare selv ved (skriv gerne dine forslag i kommentarer - så kan vi alle blive klogere og mættere)!

Der findes rigtig mange forskellige måder at lave det på... her er den måde jeg godt kan li' at lave det.

Guacamole

3 små modne avocadoer
½ tsk stærk chilipulver
1 tsk gurkemeje
1spsk citronsaft

Mos avocado'erne og rør rundt til det bliver cremet - dog stadig med klumper. Tilsæt citronsaft og krydderier. Smag til sidst til med salt - og chili hvis det mangler!
UHm... man bliver helt sulten af at skrive om det!

tirsdag den 7. oktober 2008

Kærnemælks Pandekager med Kanel!

Kender i det når man bare gerne vil have en rigtig lækker morgenmad?? Disse her kærnemælks pandekager er en rigtig god start på en lækker morgenmad - opskriften er snuppet/adapteret fra en amerikansk B&B kogebog.
Kærnemælks Pandekager

3½ dl mel
2 spsk sukker
1½ tsk bagepulver
½ tsk natron
½ tsk kanel
1/4 tsk revet muskatnød
1/4 tsk salt
3½ dl kærnemælk
2 store æg
3 spsk smeltet smør

Bland alle de tørre ingredienser godt sammen. Bland de våde ingredienser sammen for sig og tilsæt dem så til de tørre - rør grundigt til det er en jævn blanding.

Steg dem på pande i lidt smør. Der går ca. en øse-skefuld pr. pandekage - Man hælder det bare ud midt på panden - den flyder selv ud til den størrelse den skal have (husk at det er tykke og luftige pandekager). Sørg for at stege dem ved lav til middel varme - ellers går det for stærkt.

Server dem med maple-sirup - og også gerne et par skiver sprødstegt bacon!

Supernem efterårspasta

Denne pasta ret er bare perfekt når man gerne vil have 'rigtig' mad men ikke rigtig gider at bruge 100 år på det.Efterårs Pasta

(til 2 personer)
1 rød peberfrugt i tynde stænger
1 løg groft hakket
1 fed hvidløg revet
5-6 champignoner eller anden spændende svamp i skiver
2 skiver bacon eller spegeskinke i tern
Smør/olie til stegning
200g spaghetti (på billedet er det fuldkorns spaghetti)

Sæt vand over til spaghetti. Steg bacon/skinke til det tager lidt farve. Sæt spaghettien over. Tilsæt grøntsagerne og hvidløg til baconen/skinken - sautér mens spaghettien koger. Når pastaen er næsten færdig så tag et par store grydeske-fuld pasta vand og smid over i panden så det danner lidt 'sovs'. Når pastaen er 'al dente' så tag den direkte fra vandet og kom den over i panden (der må gerne komme pasta-vand med). Rør det hele sammen og fordel på 2 tallerkener - og kom gerne lidt revet parmesan over!

Mums - hurtig 'rigtig' mad!

Rødbede Salat

OK... nu kommer der endnu et indlæg om rød mad - men i virkeligheden er rødbeder jo lidt mere lilla'e end de er røde.
Rødbedesalat

Friske rødbeder - 5-600g til 2 personer (jeps - det er sæson!)
Rødløg
Persille
Vinaigrette Dressing

Kog rødbederne (det tager lang tid - omkring 1 time plejer at gøre det, men check om de er møre henad vejen). Når de er kogt så kom dem i kold vand til de er kølige nok til at du kan håndtere dem - pil skrællen af (skal gerne smutte af helt nemt). Skær dem i skiver og kom dem på et fad. Kom finthakket løg og persille henover efterfulgt af en god vinaigrette dressing.

MMMh... lækkert! Du kan spise salaten alene med lidt brød til, eller som tilbehør til frikadeller eller lignende.

Spegeskinke i spiraler

Ok... det her er i princippet over-simpel mad - men rigtig god som snak eller en slags 'tapas' (uden at det overhovedet er spansk).

Du skal bruge:

Usødede pandekager
Naturel flødeost (f.eks. philadelphia)
Frisk basilikum
Rødløg
Spegeskinke

Rør flødeosten med finthakket basilikum og finthakket rødløg - smag til med salt og peber. Smør flødeostblandingen ud på pandekagerne og dæk dem med spegeskinke - rul dem sammen og skær dem i skiver så man får små fine spiraler.

Lav din steg med røde krydderier!

Ok, jeg ved godt at jeg muligvis er lidt for pjattet med rød mad - men det smager altså godt!

Da jeg skulle lave en god flæskesteg i kontorfællesskabet Dreamhouse - så ville jeg altså ikke lave en klassiker - men noget der var lidt mere 'fay-agtigt'. Prøv lige næste gang du går i gang med en steg at lave denne blanding til at gnide ind i sværen.

½tsk chili
1 tsk med top røget paprika
1 tsk med top rosen paprika
1 tsk salt

(lav f.eks. en stor portion til at komme i et glas og gemme i skabet til div. steg formål - måske det egentligt også er lækkert til en ovnstegt kylling?)

Svigermors Tomatsuppe

Min søde svigermor har sendt mig denne opskrift på tomatsuppe (har endnu ikke prøvet den - men den skulle være rigtig god!)

Tomatsuppe

25g smør
2 grofthakkede løg
1 skive bacon
2 røde peberfrugter i tern
½ rød chili hakket
2 dåser flåede tomater
1 lille dåse tomatpuré
1 nip timian
1 L grøntsagsbouillon
2 fed hvidløg
1/4 L fløde
Salt & Peber
Garniture: porrer i ringe, 300g rejer og creme fraiche

Sautér bacon og løg i smør. Tilsæt chili og rød peber - sautér igen. Tilsæt så tomater, hvidløg, timian og bouillon. Lad suppen koge i ca. 25 min. blend og sigt den op i en ren gryde. Smag til med salt og peber og kog suppen jævn med fløde. 3 min før anretning tilsættes porreringe og suppen småkoges. Anret rejerne kolde i dybe tallerkener og hæld suppen ved og kom en spiseskefuld creme fraiche på - pynt evt. med et par friske porreringe. Server med friskbagt brød.

Det lyder dejligt... det skal prøves!

Suppe til at holde varmen i blæsevejr!

Nøj, jeg er godt nok ikke for god til at få lagt opskrifter ud i disse tider - jeg har ellers en hel bunke liggende som bare skal uploades. Jeg tænkte at starte med denne Karrysuppe som smager suverænt er supernem at lave, og virkeligt kan få dig til at holde varmen. I denne portion er der i hvert fald nok til 4 personer.
Karrysuppe

1 håndfuld bacon skåret i tern
1 håndfuld krydret pølse skåret i tern (chorizo eller lignende)
2 porrer eller løg - fint hakket
1 tsk sorte sennepsfrø
½ tsk bukkehornsfrø
1 tsk stødt spidskommen
½ tsk stødt coriander
2 tsk med top gurkemeje
1 tsk med top røget paprika
½ tsk stærk chilipulver
1 fed hvidløg revet
1 grøntsags bouillonterning
1 dåse light cocosmælk
1 dåse hakkede tomater
1 dåse ferskner skåret i tern

Rist bacon og pølse i en gryde til de tager lidt farve - tilsæt så porrer/løg og alle krydderierne (undtagen hvidløg) og sautér det hele i 3-4 minutter (sennepsfrø kan godt begynde at 'poppe' lidt).

Tilsæt så de hakkede tomater og en dåsefuld vand. Bring det i kog og tilsæt så cocosmælk og bouillonterning og en dåsefuld vand mere. Lad det koge 15-20 minutter så det koger en smule ind og alt bliver godt mørt. Smag til med salt og chili - når du smager så smag - og vent i hvert fald 30 sekunder for at mærke effekten af det chilipulver du har brugt - styrken kommer næsten altid som eftersmag og sved på panden! Hvis den er for stærk kan du tilsætte lidt sukker og gurkemeje for at dæmpe det.

Tilsæt til sidst hvidløg og ferskner og bring det i kog igen i 3-4 minutter. Server med brød!

MMMh Enjoy!

mandag den 18. august 2008

Laksespiraler og Salat

Har du nogensinde tænkt over hvad du kunne bruge tortillas til ud over de obligatoriske buritos?? Hvad med Laksespiraler? Lav en flødeost blanding med finthakkede rødløg og finthakkede kapers - smør det ud på en tortilla og dæk den så med røget laks - rul sammen og skær i skiver - voilá - laksespiraler! God grøn salat til - så er vi godt kørende!

onsdag den 6. august 2008

Karry - Det er da noget man laver selv!

Når jeg skal lave karrysuppe - eller kylling i karry for den sags skyld - så plejer jeg selv at mikse en karry til lejligheden - men altså direkte i retten.

Til en god gang karrysuppe til 4 personer plejer jeg at bruge:

1tsk fuld sorte sennepsfrø og ½tsk bukkehornsfrø - ristet i olie til sennepsfrøene 'popper'
½tsk fuld hot chili
½tsk fuld stødt spidskommen
1/4tsk fuld stødt koriander
2 (måske også 3) tsk fuld gurkemeje
2 fed hvidløg revet eller presset

Dette er et godt udgangspunkt - vær især opmærksom på brugen af spidskommen og koriander da disse let kan overtage hele rettens smag - og for meget spidskommen, ja, det smager ligesom 4-dage gammel roskilde-festival sved lugter!

Mere chili og hvidløg for mere styrke - mere gurkemeje for fylde, sødme og farve. Spidskommen og koriander, det er sådan nogle man skal føle sig lidt frem med - spidskommen fremhæver kødsmag og koriander har noget fylde og skarphed over sig.


Prøv det, det er 100 gange bedre end den færdiglavede fra butikken!

torsdag den 12. juni 2008

Blæsevejr og kartoffelsuppe

Nu er vi jo heldigvis nået den tid hvor der er nye kartofler i rigelige mængder... UHMMM! Men når det rigtig rusker og regner som det har gjort i perioder de sidste dage kan man godt længes efter kartoffelsuppe med bacon...
En kartoffelsuppe er super-nem at lave det tager ca. 30 min.. Til 2 personer skal du bruge:

500g kartofler, skrællede og skåret i små tern.
1 stort løg i skiver.
2 hele fed hvidløg.
En klat smør til at stege med.
1 grøntsags bouillon eller ½L grøntsagssuppe.
Lidt mælk eller kaffefløde til at jævne med (Lad endeligt være med at bruge piskefløde, så bliver det alt for tungt - kartoflerne klarer fint at få suppen cremet og lækker).

EN STAVBLENDER!

Steg løg, hvidløg og kartofler i en gryde til de tager lidt farve, hæld så bouillon/suppe på (sørg for at kartoflerne er dækket, supplér evt. med lidt mere vand). Kog kartoflerne møre og blend det hele - jævn med fløde/mælk, smag til med salt og peber. Server med sprøgstegt bacon!

MUMS!!

Jordbær, Haloumi og Spegeskinke... Part II




Ja... når Jordbær, Haloumi og Spegeskinke er godt... hvorfor så ikke supplere med lidt pandestegte Asparges... MUMS!!!!

Rød Rød Cous Cous



Du skal bruge:

Tomater (helst cherry)
Røde pebre
Rødløg
(Grillede røde pebre (evt. fra glas))
(Chili)
Basilikum
Citronsaft
Salt & Peber
Cous Cous (gerne fuldkorn)

Kom passende mængde Cous Cous i en skål - dæk med koldt vand og et par spsk. fulde citronsaft. Smag til med salt og peber.
Skær cherry tomaterne i kvarte. Snit de røde pebre fint (både de grillede og friske) også lidt rødløg. Snit basilikum (og chili) fint. Når cous cous'en er blødt op checker man lige om den er mør - så tilsætter man alle de snittede godter!

Den må ikke serveres direkte fra køleskab, så bliver den nemlig kedelig. Lad den stå og suge smagen fra basilikum og alle de andre godter i hvert fald 1½ time inden man spiser den.

Den er rigtig god med en dressing lavet på creme fraiche/fromage frais. Smag til med citronsaft, salt, peber, paprika og en lille smule koncentreret tomatpuré.

fredag den 2. maj 2008

Cheesecake

Denne Cheesecake er fra 'Aschehougs Store Bagebog', den smager fantastisk og er supernem at lave.

Bund:
10 Digestive kiks
50 g smør
½ dl farin

Smelt smøret, knus kiksene og bland alle tre ingredienser sammen. Pres blandingen sammen i bunden af en lille springform (ca. 20cm). Stil bunden i køleskabet mens du laver fyldet.

Fyld:
5 blade husblas
200 g flødeost naturel
3 dl creme fraiche (9% er fint)
2½ dl flormelis
Saft og revet skal af 1 økologisk citron

Udblød husblas i koldt vand.

Bland ost, syrnet fløde og flormelis sammen med citron saft og skal til en jævn masse - gøres bedst med piskeris.

Tag husblassen op og smelt den i en gryde eller i microovnen. Lad den køle lidt af før end den blandes i ostemassen (lad en tynd stråle rende ned i ostemassen mens der røres). Lad cremen stivne en smule førend den hældes oven på bunden. Stil den koldt, efter 2-3 timer er den klar til servering - evt. med friske bær!

ENJOY!

onsdag den 30. april 2008

Brød fyldt med smag og god krumme. Ville lige blogge et billede af hvad vores lille miniovn kan præstere. Dette brød er lavet på Ølandshvede og almindelig hvede - begge stenmalede og økologiske, på økologisk gær og med lang hævetid. Det er bagt på fuld knald i en miniovn - så den kan vist ikke ses som en begrænsning!

Jordbær, Haloumi og Spegeskinke... why not?


Solskin, Jordbær, Haloumi og Spegeskinke... jeps, lige i øjet! Jeg foreslår: skær haloumi i tern og steg den, skær jordbærene i 'bite-size' stykker og læg et par skiver spegeskinke ved. En enkelt skefuld vinaigrette dressing hældes over. MUMS! Hurtig mad der passer til solskin!

Overdådig Is i Potsdamer Platz arkaden...

5/5 stjerner!
Det er vist ikke nødvendigt at overkommentere her... bortset fra at sige det er italiensk is extraodinaire! Det skal prøves, men vær opmærksom på at det fylder for 1-2 måltider den dag du spiser det!

Berlin!

I bededagsferien stak min dejlige veninde Jenni og jeg af til Berlin for at nyde byens kreative vibe og at spise fantastisk og billig mad.

Vi boede i Prenzlberg - lige ved Eberswalder Strasse U-Bahn station - Lige der hvor der ligger det spisested der passer perfekt ind i en low-budget weekendtur til Berlin: ALI BABA.

Ali Baba er muligvis et ret kitschet sted på linie med vores ulidelige kebab-barer herhjemme, men de har respekt for maden - og de kan virkeligt lave mad! Maden er virkeligt billig og virkeligt lækker - på billedet ses den klassiske döner, her i kyllinge-udgave med hjemmelavet sesambrød, salat, kål, agurk, tomat, løg og hjemmelavet yoghurt dressing med hvidløg. Denne type döner kan OVERHOVEDET ikke sammenlignes med det 'kebab' pjat vi får i Danmark. Det er veltillavet, med gode friske råvarer - det hele er hjemmegjort/hjemmelavet og det er lige i øjet!

Bortset fra alle de lækre mellemøstlige specialiteter de præsterer hos Ali Baba - så har de også en brændefyret stenovn hvor de laver de lækreste enkle pizzaer! Der er vist ikke noget på deres spisetavle jeg ikke kan anbefale.

MMMMMMH!

lørdag den 5. april 2008

Fay's supernemme fødselsdags-kyllingepaté

Det var min fødselsdag igår, og i anledning af at den i år faldt på en fredag - så skulle der altså gæster inden for dørene!

Maden skulle være nem, lige til en paptallerken for der kom flere mennesker end vi har stole! Jeg besluttede at diverse lækkerier til lidt brød ville være sagen, og at der også måtte noget paté med i den sammenhæng. MEN, det er nu ikke nødvendigvis nemt at finde en rigtig god paté nogen steder, så jeg lavede en selv.

Så nemt er det:
Få fingrene i en pakke kyllingelever (ca. 300g) - så skal du bruge et løg, lidt bacon, lidt piskefløde, salt peber og en god portion frisk timian - slutteligt skal du bruge en blender.
Smid en god håndfuld bacon stykker (ca. 100-150g) på en varm pande og steg indtil det holder op med at 'svede'. Så tilsættes løg i skiver, timian og lidt salt og peber, lad det sautere indtil løgene bliver lidt bløde. Så tilsættes til sidst leveren, den skal kun lige nå at brune, så hælder man en smule piskefløde på (ca. 1 dl), det skal ikke være på panden mere en ½-1 minut før det har samlet smagen fra alle de gode ingredienser. Så tager man hele molevitten og hælder op i en blender og giver det fuld skrue til det er helt 'paté-agtigt' - så er der varm kyllingepaté til folket!!

Jeg kan afsløre at den gik rent hjem hos gæsterne... og at vi forøvrigt havde det rigtigt sjovt!

tirsdag den 1. april 2008

Camilla Plum er KULT!

OH! Hvilken glæde at DR2 kunne sende disse Plum'ske åbenbaringer til det ganske danske folk!
Ja, jeg var skeptisk - kunne det virkeligt være så nemt at lave brød der ligner bagerens, men smager bedre?? Jeg kan med overbevisning sige - JA! Og jeg har pt. kun en miniovn at bage i! Hemmelighederne som ikke længere er hemmeligheder har gjort mit liv sundere og billigere - altså har i set hvad de tager for et brød i en bagerforretning??

For de som endnu ikke har fået åbenbaringen, kan jeg blot opfordre til at følge dette link. Forsøge sig med de gode råd, og derefter nyde himmerigsmundfulde af skæppeskønt brød der er fyldt med gode næringsstoffer og masser af smag!

For Aalborgenserne kan jeg oplyse at økologisk gær og stenformalet mel kan fås i Økolina i Reberbansgade. Jeg er selv totalt pjattet med Ølandshvede i mit brød - det smager så englene synger!

God Brøddag!