fredag den 10. oktober 2008

Duer i flødesovs - sjov mad?!

Da jeg var barn, så skete det i ny og næ at min Farmor (hende som plantede min glæde for mad) lavede duer i flødesovs... hendes rengøringsdame Fru Rasmussen havde duer hjemme (det var vist hendes søn), og han tog due-ungerne fra reden inden de havde fløjet første gang. Det lyder måske lidt fælt, men det er absolut afgørende for om duerne er møre eller seje som læder!

Som børn var vi i børnebørns-flokken altid ellevilde når vi skulle have duer - duer var nemlig ikke alene rigtig lækker mad, det var også finger-mad (fjerkræ)! Vi fik generelt et viskestykke som 'hagesmæk' og en skylleskål ved siden af vores tallerken (til at skylle fingre når der bare var for meget sovs på fingrene til at fortsætte). Vi kastede os altid over de duer (det gjorde hele familien sikkert, men vi var vist nok mere koncentrerede om os selv og vores egen tallerken) - der gik sjældent mere en 5 minutter førend vi havde sovs op til begge ører og albuer.

Tænk lige over det! - Det må altså også gerne være rart/sjovt at spise den mad man skal have - og fingermad er altså noget af det sjoveste. Er man så heldig at man kan få fat i duer - så synes jeg man skal prøve det - måske jeg laver en appendix til denne post hvis jeg får lokket en opskrift ud af min Farmor. MEN - Duer er jo ikke den eneste måde at få fingermad på, overvej det til fest med venner eller familie, det er både hyggeligt og sjovt!

Ingen kommentarer: