Det var min fødselsdag igår, og i anledning af at den i år faldt på en fredag - så skulle der altså gæster inden for dørene!
Maden skulle være nem, lige til en paptallerken for der kom flere mennesker end vi har stole! Jeg besluttede at diverse lækkerier til lidt brød ville være sagen, og at der også måtte noget paté med i den sammenhæng. MEN, det er nu ikke nødvendigvis nemt at finde en rigtig god paté nogen steder, så jeg lavede en selv.
Så nemt er det:
Få fingrene i en pakke kyllingelever (ca. 300g) - så skal du bruge et løg, lidt bacon, lidt piskefløde, salt peber og en god portion frisk timian - slutteligt skal du bruge en blender.
Smid en god håndfuld bacon stykker (ca. 100-150g) på en varm pande og steg indtil det holder op med at 'svede'. Så tilsættes løg i skiver, timian og lidt salt og peber, lad det sautere indtil løgene bliver lidt bløde. Så tilsættes til sidst leveren, den skal kun lige nå at brune, så hælder man en smule piskefløde på (ca. 1 dl), det skal ikke være på panden mere en ½-1 minut før det har samlet smagen fra alle de gode ingredienser. Så tager man hele molevitten og hælder op i en blender og giver det fuld skrue til det er helt 'paté-agtigt' - så er der varm kyllingepaté til folket!!
Jeg kan afsløre at den gik rent hjem hos gæsterne... og at vi forøvrigt havde det rigtigt sjovt!
lørdag den 5. april 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar