Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag

mandag den 7. december 2009

Jule-Biscotti

Denne variation af biscotti er sådan lidt juleagtig og rigtig lækker - især til en kop varm kakao ;)

3 dl sukker
1 tsk vanillesukker
3 æg
100 g hasselnødder (rist dem og gnub dem for at få den bitre skræl af)
2 spsk kakao (med top!)
1 økologisk appelsin - skræl og saft
7,5 - 8 dl mel

Samme fremgangsmåde som med almindelige biscotti (se nedenfor).

Julestemning!

Nemme Biscotti

Disse biscotti er super nemme at lave og er helt perfekte til 'dypning' i varme drikke!

3 dl sukker
1 spsk vanillesukker
3 æg
200 g let ristede mandler
1 tsk bagepulver
7 dl mel (eller lidt mere afhængigt af størrelsen på æggene)

Pisk sukker, vanillesukker og æg hvidt og luftigt, tilsæt mandler (afkølede). Bland mel og bagepulver og bland det i æggemassen. Det giver en godt klistret dej, så når du skal forme to aflange pølser af den på en bageplade med bagepapir, kan det være en fordel at have lidt fugtige fingre. De to dejpølser skal være ca. 2 cm høje og 4 cm brede - og så længden af bagepladen. Bag dem i 25 min v. 200 grader. Tag dem ud, sluk ovnen og lad dem køle i 3-5 min. Brug nu en skarp kniv til at skære 1,5cm brede skiver og læg dem tilbage på bagepladen som de nu kan passe derpå og gør dem sprøde ved at lade dem stå i ovnen ved eftervarmen i ca. 15 min.

Mums...

tirsdag den 7. oktober 2008

Kærnemælks Pandekager med Kanel!

Kender i det når man bare gerne vil have en rigtig lækker morgenmad?? Disse her kærnemælks pandekager er en rigtig god start på en lækker morgenmad - opskriften er snuppet/adapteret fra en amerikansk B&B kogebog.
Kærnemælks Pandekager

3½ dl mel
2 spsk sukker
1½ tsk bagepulver
½ tsk natron
½ tsk kanel
1/4 tsk revet muskatnød
1/4 tsk salt
3½ dl kærnemælk
2 store æg
3 spsk smeltet smør

Bland alle de tørre ingredienser godt sammen. Bland de våde ingredienser sammen for sig og tilsæt dem så til de tørre - rør grundigt til det er en jævn blanding.

Steg dem på pande i lidt smør. Der går ca. en øse-skefuld pr. pandekage - Man hælder det bare ud midt på panden - den flyder selv ud til den størrelse den skal have (husk at det er tykke og luftige pandekager). Sørg for at stege dem ved lav til middel varme - ellers går det for stærkt.

Server dem med maple-sirup - og også gerne et par skiver sprødstegt bacon!

fredag den 2. maj 2008

Cheesecake

Denne Cheesecake er fra 'Aschehougs Store Bagebog', den smager fantastisk og er supernem at lave.

Bund:
10 Digestive kiks
50 g smør
½ dl farin

Smelt smøret, knus kiksene og bland alle tre ingredienser sammen. Pres blandingen sammen i bunden af en lille springform (ca. 20cm). Stil bunden i køleskabet mens du laver fyldet.

Fyld:
5 blade husblas
200 g flødeost naturel
3 dl creme fraiche (9% er fint)
2½ dl flormelis
Saft og revet skal af 1 økologisk citron

Udblød husblas i koldt vand.

Bland ost, syrnet fløde og flormelis sammen med citron saft og skal til en jævn masse - gøres bedst med piskeris.

Tag husblassen op og smelt den i en gryde eller i microovnen. Lad den køle lidt af før end den blandes i ostemassen (lad en tynd stråle rende ned i ostemassen mens der røres). Lad cremen stivne en smule førend den hældes oven på bunden. Stil den koldt, efter 2-3 timer er den klar til servering - evt. med friske bær!

ENJOY!